Rejseklubben: september 2006

Den 26. august 2006 kl 08 om morgenen samledes et fuldt rejsehold i Stans lejlighed, hvorfra rejsen til den solbeskinnede klippeø i øst kunne tage sin start.

Men før afgang var der lige en let omgang brunch, som skulle overstås. Der blev
disket op med franskbrød, ost, syltetøj, pølsehorn, amerikanske pandekager med sirup, kaffe, te, juice, mælk og muffins. Da alle medlemmerne var klare til at trille, begav vi os i splittet flok mod automobilerne. Ask, Jobbe, Bolivia og Ask kørte derover i Asks Toyota Et-eller-andet. Kat, Sluttie og Vind kørte i den hvide varevognsagtige bil af et mærke, som ikke lige står mig klart.

Vel ankommet til Ystad af flere omgange, kørte vi ombord på Villum Clausen drog vi mod bordene, hvor vi nød mad til ægte DSB-priser.

på Bornholm gik det straks mod den lokale Kvickly, hvor der blev købt ind i en grad, så de lokale mormoner gjorde store øjne. Herefter kørte Vind m. crew i retning mod sommerhuset, mens den anden bil kørte til Neksø for at hente nøglen.

Omkring kl 15.40 indtog vi sommerhusets forværelser, og da klokken slog 15.45 var hele huset besat. Den første dag blev brugt på at grille og selvølgelig lidt harmløs dart. DAMP-barnet vandt så godt som samtlige dartspil, og vi skal af den grund sende de varmeste klager til Munken i Vallensbæk. Han skulle ha været i skole om formiddagen i start-90'erne!!!

Søndag formiddag var vi naturligvis til Gudstjeneste i den lokale "sker". I virkeligheden spiste vi morgenmad og lavede mindre end intet.

Mandag-onsdag lavede vi også noget, men det kan jeg ikke lige huske, så skal lige allokere min log, og så vil jeg vende tilbage med en beretning, men kan dog sige så meget, at vi en af dagene var ved Hammerhus, som ikke var blevet renoveret voldsomt siden sidste gang flere af medlemmerne var på lokaliteten. Af ukendte grunde skulle vi ned til løvehovederne (der var også nogle kameller).

Det tog 100 år at gå derned, og fandeme om vi så ikke skulle ud på en omgang trekking tilbage, som ville ha skræmt livet af selv en Bettina Aller eller en Reimar Bo. Vi så mange vilde dyr og uasfalterede områder undervejs. Normalt beder jeg ikke til Gud (det er noget fagforeningshalløj), men jeg har nok aldrig været tættere på end da. Iturevne såvel psykisk som fysisk ankom vi til bilerne, hvor vi af uvisse grunde valgte at køre ned til en eller anden lille havn, hvor man kunne købe is og pølser. Dette skulle vi dog ikke, da vi hyrede færgemanden fra Jullerup Færgeby (dog ikke i skikkelse af Jesper Klein) til at sejle os ud til nogle huller i Bornholm, som alle havde fået navne efter et eller andet, som de allerhøjest til nøds kunne bære en sammenligning med. Kaptajnen var ikke den første mand der gjorde mig våd, men han var den første som ikke tørrede mig af da vi var færdige.

Inspireret af Krøllebøllekaptajnens fortællinger, gav vi os ud på en vandringstur i Almindingen. Vi gik fra Ekkodalen via Dronningens sten (nok fordi Henri har stegt sine) til Rytterknægten. Undervejs blev Stan overfaldet af et ubestemmeligt sort dyr, som kun kan have været en glubsk Jordboer med en tørst efter mistænkeligt blod.
Oppe på toppen besluttede mændene, inklusiv Bolivia, at vi ville bestige det tårn der var opstillet. Øverst oppe kom flere af os i tanke om at vi da egentlig led af højdeskræk. Nu er det ikke for at pege fingre, men flere af os tissede vist lidt ned af os selv. Og det ikke kun Jobbe, som på dette tidspunkt led under flere timer uden kontakt med en hjemmeplejer. Ydermere fik Sluttie problemer, da hun, i sin egenskab af at være en Nilsson, ikke kunne se et værtshus i miles omkreds. Vi var derfor tvunget til at tage den korteste vej ned, hvilket jeg naturligvis i min egenskab af at være selskabets svar på BS Christiansen, protesterede højlydt imod. Vi gik lige så hurtigt ned som Sluttie godt kan li det. Øhh, hov. Det lyder ikke helt forkert.
Tilbage i bilerne blev planen fulgt, og vi kørte, efter flere dage med Wendys plagen, til Gudhjem. Her skulle man eftersigende kunne få nogle pænt store is. Isene var da også ganske rigtigt store, men man fik to vafler. Hvad fanden er da det for noget satansværk. Så hellere mere is. Min tro forbyder mig at spise sundt.

Onsdag aften skulle vi ud og spise. Bordet på Svaneke Bryghus var bestilt, hvilket var heldigt, da der var 2 andre end os. Senere kom der dog flere, primært ældre mænd, som tydeligt ikke var tilfredse med, at deres koner havde taget den udvikling gennem årene, som de nu havde. Maden var god og til rimelige priser. Den faste læser vil måske huske, skal vi sige visse mindre fortrædeligheder, i forbindelse med tidligere rejseklubture. Øllet smagte også godt, dog havde de ikke så stort et udvalg. Til gengæld kunne man få øllene i helt rimelige glasstørrelser. Efter måltidet nød vi en øl i deres afdeling for ikke-spiselige gæster. Den primære grund hertil var egentlig, at den taxa, som vi havde bestilt fra det travle Microsker Taxis, først ville være der 30-45 minutter senere, og det smådryppede, så vi gad ikke gå rundt i Svaneke. Ikke at tørvejr ville ha ændret stort på lystfordelingen, hvad angår valget mellem landsbykultur og øl-ditto.

Fredag vendte vi guddødemig tilbage til Gudhjem. Dog først efter at vi havde været i Svaneke, for at se på bolchekogning. Vi købte en bunke bolcher med. Man skal jo huske at spise 6-15 måltider om dagen. I Svaneke har de desuden en Unibank, hvilket må siges at være pænt altmodisch. På vejen mellem Svaneke og Gudhjem gik Vind og Ask fallit, da der lå en yndig lille glasbutik med royalt opskruede priser. Hvilket også medførte at Kat købte en vase. Det var hun jo ligesom nødt til.
I Gudhjem spiste vi på det lokale røgeri ved havnen. Vi så ingen unge fyre med mælkekasser på baggagebæreren ved havnen, nok primært fordi Bornholms lokalbefolkning har en gennemsnitsalder på omkring de 104.

På turen blev det til flere slag Cranium, som er et hyggespil for hele familien. Eller et spil på liv og død i den lokale vennekreds. Ikke siden Münchenaftalen i 1937 har der været så meget mistro til hinanden henover bordet. På et tidspunkt var selskabet nød til at gå ud og kigge på stjerner for at falde lidt ned. På Bornholm har de sat så svage pærer i lamperne, at man kan se himlen. Der var alle mulige hvide prikker på denne, som kyndige kunne bekræfte var stjerner. Vel tilbage i lokalet fortsatte spillet med en sådan styrke, at selv ikke en konstant skænkning af øl fra anlægget kunne hjælpe på humøret. Efter hjemkomsten er det blevet Stans opgave at sørge for at opbevare spillet under lås og slå, således at det ikke igen kan udsprede sine hadefulde heksekræfter over de ellers så godmodige mad- og rejseklubmedlemmer.

Med i denne beretning må også Vinds trang til at køre formålsløst rundt i området. Engang når regnskabet over naturens forfald skal gøres op, så bør minimum en side dedikeres til Vinds morgenture, som bragte hele den sydbornholmske fauna i ubalance. Nu skriver jeg sydbornholm, hvilket er lidt af en tilsnigelse, da han da vist både nåede til Gudhjem og det der er værre.

Et andet punkt jeg lige vil runde er, at der blev afholdt maddag på Bornholm. Det var Ask og Bolivia som stod for tur, og de lavede en helt igennem fremragende kyllinglasagne, som var skræmmende sund (der var alt muligt grønt i, men det smagte godt). Dette blev der dog rådet bod på med endnu en legendarisk maddagsdessert. Meget kan man sige om Kulinarisk Forum, og tro mig det gør jeg når de øvrige ikke er der, men vores desserten, de kan slå selv den meste optimistiske kurramte omkuld (måske lige med undtagelse af den Sluttie og Vind afholdte i Juli).

Sidst en lille hyldest til fadølsanlægget, selvom det til sidst blev lidt af en byrde at være tvunget ud i druk. Jeg har i det hele taget aldrig været den store øldrikker, men for Kulinarisk Forums skyld ofrede jeg min slanke figur og min ydmyge livsform, for at nedsynke mig i ølvets herligheder.