Bornholm 2006

Den 26. august 2006 kl 08 om morgenen samledes et fuldt rejsehold i Stans lejlighed, hvorfra rejsen til den solbeskinnede klippeø i øst kunne tage sin start.

Men før afgang var der lige en let omgang brunch, som skulle overstås. Der blev
disket op med franskbrød, ost, syltetøj, pølsehorn, amerikanske pandekager med sirup, kaffe, te, juice, mælk og muffins. Da alle medlemmerne var klare til at trille, begav vi os i splittet flok mod automobilerne. Ask, Jobbe, Bolivia og Ask kørte derover i Asks Toyota Et-eller-andet. Kat, Sluttie og Vind kørte i den hvide varevognsagtige bil af et mærke, som ikke lige står mig klart.

Vel ankommet til Ystad af flere omgange, kørte vi ombord på Villum Clausen drog vi mod bordene, hvor vi nød mad til ægte DSB-priser.

på Bornholm gik det straks mod den lokale Kvickly, hvor der blev købt ind i en grad, så de lokale mormoner gjorde store øjne. Herefter kørte Vind m. crew i retning mod sommerhuset, mens den anden bil kørte til Neksø for at hente nøglen.

Omkring kl 15.40 indtog vi sommerhusets forværelser, og da klokken slog 15.45 var hele huset besat. Den første dag blev brugt på at grille og selvølgelig lidt harmløs dart. DAMP-barnet vandt så godt som samtlige dartspil, og vi skal af den grund sende de varmeste klager til Munken i Vallensbæk. Han skulle ha været i skole om formiddagen i start-90'erne!!!

Søndag formiddag var vi naturligvis til Gudstjeneste i den lokale "sker". I virkeligheden spiste vi morgenmad og lavede mindre end intet.

Mandag-onsdag lavede vi også noget, men det kan jeg ikke lige huske, så skal lige allokere min log, og så vil jeg vende tilbage med en beretning, men kan dog sige så meget, at vi en af dagene var ved Hammerhus, som ikke var blevet renoveret voldsomt siden sidste gang flere af medlemmerne var på lokaliteten. Af ukendte grunde skulle vi ned til løvehovederne (der var også nogle kameller). Det tog 100 år at gå derned, og fandeme om vi så ikke skulle ud på en omgang trekking tilbage, som ville ha skræmt livet af selv en Bettina Aller eller en Reimar Bo. Vi så mange vilde dyr og uasfalterede områder undervejs. Normalt beder jeg ikke til Gud (det er noget fagforeningshalløj), men jeg har nok aldrig været tættere på end da. Iturevne såvel psykisk som fysisk ankom vi til bilerne, hvor vi af uvisse grunde valgte at køre ned til en eller anden lille havn, hvor man kunne købe is og pølser. Dette skulle vi dog ikke, da vi hyrede færgemanden fra Jullerup Færgeby (dog ikke i skikkelse af Jesper Klein) til at sejle os ud til nogle huller i Bornholm, som alle havde fået navne efter et eller andet, som de allerhøjest til nøds kunne bære en sammenligning med. Kaptajnen var ikke den første mand der gjorde mig våd, men han var den første som ikke tørrede mig af da vi var færdige.

Inspireret af Krøllebøllekaptajnens fortællinger, gav vi os ud på en vandringstur i Almindingen. Vi gik fra Ekkodalen via Dronningens sten (nok fordi Henri har stegt sine) til Rytterknægten. Undervejs blev Stan overfaldet af et ubestemmeligt sort dyr, som kun kan have været en glubsk Jordboer med en tørst efter mistænkeligt blod.
Oppe på toppen besluttede mændene, inklusiv Bolivia, at vi ville bestige det tårn der var opstillet. Øverst oppe kom flere af os i tanke om at vi da egentlig led af højdeskræk. Nu er det ikke for at pege fingre, men flere af os tissede vist lidt ned af os selv. Og det ikke kun Jobbe, som på dette tidspunkt led under flere timer uden kontakt med en hjemmeplejer. Ydermere fik Sluttie problemer, da hun, i sin egenskab af at være en Nilsson, ikke kunne se et værtshus i miles omkreds. Vi var derfor tvunget til at tage den korteste vej ned, hvilket jeg naturligvis i min egenskab af at være selskabets svar på BS Christiansen, protesterede højlydt imod. Vi gik lige så hurtigt ned som Sluttie godt kan li det. Øhh, hov. Det lyder ikke helt forkert.
Tilbage i bilerne blev planen fulgt, og vi kørte, efter flere dage med Wendys plagen, til Gudhjem. Her skulle man eftersigende kunne få nogle pænt store is. Isene var da også ganske rigtigt store, men man fik to vafler. Hvad fanden er da det for noget satansværk. Så hellere mere is. Min tro forbyder mig at spise sundt.

Onsdag aften skulle vi ud og spise. Bordet på Svaneke Bryghus var bestilt, hvilket var heldigt, da der var 2 andre end os. Senere kom der dog flere, primært ældre mænd, som tydeligt ikke var tilfredse med, at deres koner havde taget den udvikling gennem årene, som de nu havde. Maden var god og til rimelige priser. Den faste læser vil måske huske, skal vi sige visse mindre fortrædeligheder, i forbindelse med tidligere rejseklubture. Øllet smagte også godt, dog havde de ikke så stort et udvalg. Til gengæld kunne man få øllene i helt rimelige glasstørrelser. Efter måltidet nød vi en øl i deres afdeling for ikke-spiselige gæster. Den primære grund hertil var egentlig, at den taxa, som vi havde bestilt fra det travle Microsker Taxis, først ville være der 30-45 minutter senere, og det smådryppede, så vi gad ikke gå rundt i Svaneke. Ikke at tørvejr ville ha ændret stort på lystfordelingen, hvad angår valget mellem landsbykultur og øl-ditto.

Fredag vendte vi guddødemig tilbage til Gudhjem. Dog først efter at vi havde været i Svaneke, for at se på bolchekogning. Vi købte en bunke bolcher med. Man skal jo huske at spise 6-15 måltider om dagen. I Svaneke har de desuden en Unibank, hvilket må siges at være pænt altmodisch. På vejen mellem Svaneke og Gudhjem gik Vind og Ask fallit, da der lå en yndig lille glasbutik med royalt opskruede priser. Hvilket også medførte at Kat købte en vase. Det var hun jo ligesom nødt til.
I Gudhjem spiste vi på det lokale røgeri ved havnen. Vi så ingen unge fyre med mælkekasser på baggagebæreren ved havnen, nok primært fordi Bornholms lokalbefolkning har en gennemsnitsalder på omkring de 104.

På turen blev det til flere slag Cranium, som er et hyggespil for hele familien. Eller et spil på liv og død i den lokale vennekreds. Ikke siden Münchenaftalen i 1937 har der været så meget mistro til hinanden henover bordet. På et tidspunkt var selskabet nød til at gå ud og kigge på stjerner for at falde lidt ned. På Bornholm har de sat så svage pærer i lamperne, at man kan se himlen. Der var alle mulige hvide prikker på denne, som kyndige kunne bekræfte var stjerner. Vel tilbage i lokalet fortsatte spillet med en sådan styrke, at selv ikke en konstant skænkning af øl fra anlægget kunne hjælpe på humøret. Efter hjemkomsten er det blevet Stans opgave at sørge for at opbevare spillet under lås og slå, således at det ikke igen kan udsprede sine hadefulde heksekræfter over de ellers så godmodige mad- og rejseklubmedlemmer.

Med i denne beretning må også Vinds trang til at køre formålsløst rundt i området. Engang når regnskabet over naturens forfald skal gøres op, så bør minimum en side dedikeres til Vinds morgenture, som bragte hele den sydbornholmske fauna i ubalance. Nu skriver jeg sydbornholm, hvilket er lidt af en tilsnigelse, da han da vist både nåede til Gudhjem og det der er værre.

Et andet punkt jeg lige vil runde er, at der blev afholdt maddag på Bornholm. Det var Ask og Bolivia som stod for tur, og de lavede en helt igennem fremragende kyllinglasagne, som var skræmmende sund (der var alt muligt grønt i, men det smagte godt). Dette blev der dog rådet bod på med endnu en legendarisk maddagsdessert. Meget kan man sige om Kulinarisk Forum, og tro mig det gør jeg når de øvrige ikke er der, men vores desserten, de kan slå selv den meste optimistiske kurramte omkuld (måske lige med undtagelse af den Sluttie og Vind afholdte i Juli).

Sidst en lille hyldest til fadølsanlægget, selvom det til sidst blev lidt af en byrde at være tvunget ud i druk. Jeg har i det hele taget aldrig været den store øldrikker, men for Kulinarisk Forums skyld ofrede jeg min slanke figur og min ydmyge livsform, for at nedsynke mig i ølvets herligheder.






En bornholmsk klit og en boliviansk badenymfe, eller er det omvendt.


Og nu er gigten så fremskreden, at Sluttie efterlader mærker hvorend hun rør.

Mystisk nok kan Jobbe svæve når han er på Bornholm. Hvilket han eller kun evner efter kl 21 og "et par" glas vin.

Vind er vittig som altid.


Ja, det er så mig med en lille stille kold.


Gad vide hvad Freud ville sige.

Her ser vi så det bornholmske svar på en tyttebøvs, den såkaldte glathaarus krøllus-bøllus.

I den lokale rundkirke fandt vi Vind oppe på førstesalen. Nu har den fået nye spær :-/

Her er så Microskers store taxa, som vi kørte til Svaneke Bryghus i.

Krøllebøllekaptajnen i turistkomstumet.

Her venter vi på at vores handicapbus kommer og henter os

Vi blev også hyret til at lave en modelserie for Matinique:
Jakken er god i alt slags terræn

Konversationer i fashionabelt hverdagstøj

Her fremviser model Jobbe en model Fogh

Vores tøj bringer entusiasmen frem i enhver

Bolivia 2006

BA's ganske fortinlige og komfortable forhold, på turistklasse London - Miami.

Det yderst komfortable hotel vi boede på i La Paz, Casa Grande Hotel, som selvfølgelig er 5-stjernet. Dette var også stedet, hvor Tommy mødte sin første rigtige Bolivianske kærlighed, receptionisten Maria.

Den første dag, gik turen til La Paz' midtby, hvor udsigten fra kirken San Fransisco kan ses her til venstre. Fremragende museeum, hvor vi første (og sidste) gang på rejsen, oplevede en engelsktalende guide.

Turen gik efter godt en uge et smut til Titicaca-søen, i byen Copacabana. Her besøgte holdet Soløen, hvor det menes at inkariget har haft sit udspring.

De søvandte danskere, der altid har været et sejlende folk, tog på naturlig vis plads på øverste dæk på den lejede båd, og nød turen og den beroligende vuggen fra bølge til dal.

Efter et par uger eller 1,5 i La Paz, gik turen til Rurrenabaque, her et billede fra sejltur ud i Pampasen i Bolivias jungle. Det trænede øje bemærker jo straks den private kok og guide bagerst i båden. Jo jo, når rejseholdet er på farten, skal der ikke mangle noget.

Aben her til højre mente vist, at han havde større krav på omgivelserne, end os danskere. Når Danevang* først endeligt er grundlagt, skal den herre nok få sin sag for. * alle rejseholdets deltagere fandt, at Bolivia (herunder pampasen) på meget naturlig vis faktisk er tilknyttet Danmark. Det blev derfor besluttet, at indsluse Bolivia i det danske rigsfællesskab som koloni. Kun papirarbejdet udestår nu for fuld gennemførsel. På billedet her til venstre ses den danske kolgelige delegation, i færd med at udforske de nyerhvervede landområder. Takket være det naturlige bånd, der binder den danske og den bolivianske befolkning sammen, går udforskningen af landområderne flydende. Den aktuelle lokation er udlagt til erhvervsområde, hvor den første pølsevogn forventes opstillet allerede kommende sommer.

De sidste 5 dage tilbragte rejseholdet i Santa Cruz, på Hotel Buganvillas, sammen med en norsk kristen skoleklasse. Delegationen besluttetede efter besøget, at ibrugtage hotellet som sommerresidens.

Rom 2005

I sommeren 2005 drog The Usual Suspects til Rom, i jagten på engle og dæmoner, eller måske nærmere en smule sol og noget god mad i den evige stad. Turen over alperne var noget rystende, men vi overlevede alle turen og ankom planmæssigt til Leonardo Da Vinci Lufthavnen fredag formiddag. Herfra gik turen i en suspekt "taxa" ind til Hotel Traiano.
Hotel Traiano er et 4-stjernet hotel midt i Rom, ikke langt fra Forum Romanum og Colosseum.
Straks efter udpakningen gik turen mod et udskænkningssted, da temperaturen i Rom lå på omkring de 30 grader.
Sightseeingen gik igang straks efter den svalende øl var vel overstået. Der var naturligvis langt en minutiøs plan, som vi så nogenlunde fulgte.
Om aftenen spiste vi på en hyggelig restaurant, som lå inde i en lille sidegade. Vi fik bord udenfor, vinen var billig og maden var okay, så alt var jo perfekt. På turen hjem kom vi forbi Trevifontænen, da den lå på vejen fra restauranten via en kiosk, som solgte lokale øl, og til hotellet.
Her kan man se fem af rejse-
holdets seks personer nyde en øl lige efter ankomsten. Ask er selvfølgelig den der tager billedet.
Blandt de mange ting som vi naturligvis skulle ud og se, var selvfølgelig Peterskirken og Peterspladsen samt området omkring Vatikanstaten.
Vi så ikke meget til den nye pave, men han har vel også travlt med at benægte sine rødder og holde korbørnene adskilt fra præsterne. Hov, det skulle ikke have lydt som en banbule af katolicismen. På billedet herover ses flere af klubbens deltagere igang med at studere Peterspladsen.

Fra Peterspladsen skulle vi med to taxaer til Piazza Navona, hvor vi indtog en pizza omgivet af ulidelige tiggende sigøjnerbørn. Et af turens andre højdepunkter var besøget til Colosseum, som nok var steget noget i pris siden sin storhedstid.

Her ses et billede af Vind, som er igang med at overveje mulighederne for en tilbygning, når han først lige har fået bygget førstesalen færdig.


På den tredje og sidste dag på turen, skulle vi selvfølgelig lige nå at smage den italienske Gelato (is lavet på mælk og sukker). Stan mente bestemt at den kun lå en mindre gåtur fra Colosseum. At gåturen tog omkring 45 minutter var åbenbart så voldsomt, at resten af rejseholdet bare måtte whine over dette de sidste 20 minutter.

Heldigvis var butikken åben, og vi fik os en lækker stor omgang is, før turen gik tilbage til hotellet for at pakke.



Vi bestilte en taxa fra hotellet, skulle stå en time i kø i lufthavnen, men så kom vi da også hjem. Alt i alt en hyggelig tur og en hyggelig by. Måske ligefrem et besøg værd igen senere.

Budapest 2004

I august 2004 drog Rejseklubben, efter lange undersøgelser af evt. rejsemål, på ferie til Budapest. 10 dage var der afsat til denne smukke gamle østeuropæiske by, hvilket viste sig ikke at være en dag for meget.

På billedet til venstre kan man se Jobbe i sin sædvanlige belærende positur. Han er tydeligvis igang med at gennemgå reglementet, som skal følges i tilfælde af brand. I baggrunden ses Sluttie og Vind, som åbenbart morer sig over gamlingens nedladenhed.

Vel ankommet til Budapest checkede vi ind på Hotel Fortuna, som lå lidt uden for centrum. Det var et 3-stjernet hotel/hostel. Vi skulle bo i hoteldelen, da vi havde ofret 180 kr. per person per dag, hvilket er mucho forintos.


Her ser vi et billede af Hotellet udefra. Det ser måske ikke ud af så meget, men hvad det manglede i luksus, beliggenhed, service og størrelse havde det i rural charme og en overbelastet receptionist.


På dette billede kan man se receptionen og "baren". Desværre kan man ikke se receptionisten, men hun eksisterer. Lige til højre for det man kan se på billedet, sad vi mangt en aften og spillede Uno og drak billige ungarnske øl. Især Dreher røg ned i store mængder.

Etiketten til venstre stammer fra en original ungarnsk Dreher.

Mere end noget andet, så var det sightseeing der betegnede den ferie. Jobbe havde advaret "Stan-Plan"-jomfruerne, men de valgte at lade hans plan styre den overordnede sightseeingrækkefølge.

Blandt de ting der bare skulle ses, var selvfølgelig Chain Bridge, det gamle kongeslot, Donau, Parlamentet og så en park fyldt med statuer fra dengang Ungarn var kommunistisk.

Herunder kan ses et billede af Chain Bridge, som er Budapests vartegn sammen med kongeslottet, som også kan ses på Budabjerget i baggrunden.
Cirka halvejs gennem ferien tog vi en pludselig beslutning. Vi skulle på badeferie ved Balatonsøen. som ligger et par hundrede kilometer fra Budapest. Vi fik lejet en minivan og afsted vi var. Vel ankommet til Siofok (nej, det er ikke et sjofelt ordspil), skulle vi finde et hotel, og helst et direkte ned til søen.

Vi fandt et hotel med den perfekte beliggenhed, og så er alt godt vist også sagt om Hotel Part. Her ses et dobbeltværelse i bedste missions- hotelstil. Der var balkon med søkig, og badeværelse med gulv der ledte vandet væk fra afløbet.
Om dagen badede vi i Balaton. Det vil sige alle pånær Sluttie, som snublede over Ungarns Loch Ness uhyre, en ca 12 cm lang regnorm.
Om aftenen spiste vi på en italiensk restaurant inde i Siofok Downtown. Maden var okay, men ikke mere end det.
Senere på aftenen satte vi os ved et bord med bænke nedenfor Hotel Part. Her drak vi os halvsnaldrede og spillede noget fodbold og Uno. Vi larmede vist en del. Husker ihvertfald en italiener, som brokkede sig gentagne gange. Og han havde åbenbart kontakt til de højere magter, da et voldsomt tordenvejr brød ud, så vi måtte rykke ind under et halvtag. Tordenvejret virkede dog mest som et smukt baggrundsbillede til vores kortenspil.

Tilbage i Budapest kastede vi os ud i en sand rutchetur af forskelligartede oplevelser rent kulinarisk. Hvem glemmer caféen, som kun kunne lave en toast per halve time, og så bestod den af 2 stykker brændt toast med tun/mayonnaise imellem. Servicen var så dårlig, at vi trak de allerede iberegnede standarddrikkepenge fra.

Tror der går lang tid før nogen af os glemmer den New Yorker Style restaurant ved navn Tom George, som vi mente ville være en bedre oplevelse. Tjeneren var så åndsforsnottet dum, at han lod som om han forstod hvad vi sagde, hvilket gjorde at vi endte med at sidde med samtlige forretter og hovedretter ved vores lille runde bord. Da han, aldeles opgivende, spurgte om vi ville se dessertkortet, kom der et rungende "NOOO" fra samtlige rejseholdsdeltagere. Det var åbenbart så tydeligt, at han forstod det. Forhåbentlig forstod han også, hvorfor han fik 3 øre i drikkepenge.

Nu skal det hele jo ikke ende i restaurantbrok, så derfor er restaurant Sir Lancelot gemt til sidst. Vi havde set den reklamere i adskillige turistbrochurer, så vi tænkte at det jo ikke kunne gå værre end de forudgående eksempler.
Ved ankomsten til restauranten ligger man mærke til en stor middelalderagtig stenstatue opad muren foran restauranten. Da vi kom ned i restauranten og kort efter blev vist hen til et langbord, så vi hvor gennemført den var. Våben på væggene, dyster belysning, dæmpet lutmusik i baggrunden og udklædte tjenere. Drikkevarerne blev serveret i lerkrus, hvoraf enkelte idag udstilles i Brønshøj og Nordvest.

På billedet til højre kan man se holdet godt igang med at fråde mad fra den træbåre, som sammen med hagesmækkerne øgede autenciteten.
Vind blev desuden adlet efter at have vundet over en tjener i at lægge arm.
Da vi var fuldstændig færdige med at spise og den sidste dråbe portvin var klemt ned, skulle vi betale. Tror vi kom til at lægge så mange drikkepenge, at vi har betalt tjenerens løn i flere dage.

Det samme skete på en anden restaurant vi besøgte. Den lå på en af de fastsurrede flodpramme, som præger Donaus Pestside. Tjeneren talte perfekt engelsk, maden var god og humøret var højt, så drikkepengene endte med at blive lidt voldsomme. Dette skyldes nok at vi tidligere på dagen havde været på føromtalte "tunsandwich"-hul.

Den sidste restaurant, som skal nævnes i denne forbindelse, er Bombay Palace, hvor vi mødte op en time før lukketid, godt snaldrede og hundesultne. Maden var helt fantastisk og tjenerne var overdrevent høflige. I entréen hang der billeder af Bill Clinton, taget da han spiste på restauranten.

I lufthavnen på vej hjem, blev Stan slæbt væk af to store uniformerede betjente. Stor var skuffelsen, da den pistol de ville se, lå i hans kuffert. Det var en antik attrap, så han fik lov til at slippe. Resten af hjemturen gik glimrende og vi ankom planmæssigt til Kastrup sidst på eftermiddagen.

PS: Nagyvárad Tér, Klinikák, Kálvin Tér, Deák Ferenc Tér, Nyugati Pályaudvar, Hozsu Kávé

Til Stan: en udsøgt hjemmeside De har formået at stable på benene. Den skal nok blive en succes!

Hilsen Vind og Sluttie