...eller hvem onanerede i Jobbes sokker!
Knapt var det blevet søndag før de fantastiske fire minus to var samlet i Københavns Internationale Rent Danske Lufthavn (KIRDL), med det formål at drage på en ekspedition i østen, nærmere bestemt Polen og Ungarn. Første stop var Krakow, byernes by, The Big Apple/Mac.
Vel ankommet til JoPoII-lufthavnen skulle vi finde vores chauffør, eller han skulle finde os, hvilket tog lidt tid, men da først døren var surret fast, gik det ellers over stok og sten ind til smilets by, Krakow. Vores lejlighed lå fantastisk, og gør det stadig.
Lejligheden var i 2 etager, god plads, god værelsesfordeling, og masser af IKEA-quality for pengene.
-Afslapning i Krakow, Jobbe på stoffer.
-De to gamle fra Muppetshow
-Fosse og Bolivia i vanlig "skrid paparazzi-stil"Stan Plan 2007 havde ikke overladt megen tid til at kontemplere over lejlighedens finesser. Straks gik turen afstig afsted til Kazimierz, som var det jødiske kvarter. Der er næppe meget at sige om kvarteret, bortset fra at det var fyldt med jøder og synagoger, hvilket vel er meget naturligt. Aftenens middag indtog vi på Arka Nuego (Noahs Ark).
Maden var tydeligvis jødisk præget, især “desserten”, som for Jobbe, Bolivia og Stan bestod af en eller anden forvokset småkage med chokolade på og med rosiner i. Bolivia the Boozer havde selvfølgelig bestilt varm honningvin til at dyppe sin dessert i. Meget mystisk. Prisen var til gengæld helt igennem rimelig. På billedet til venstre ses mændene og Stan igang med deres første Zywiec (udtales Sovjet).
Mandag var vi på sightseeingtur til Auschwitz-Birkenau, som lå en times kørsel fra Krakow. Vel ankommet til lejren fik vi tilskrevet en blokfører, som viste os rundt og forklarede om alle de ting der var foregået. Især Blok 11 blev beskrevet med gru, da det var her SS holdt specielle fanger fanget. Vi kom også igennem blokke med hår, sko, kamme, kufferter og meget andet personligt habengut.
På billedet til højre ses det berømte indgangsparti. Men nok om Bolivia, ser Jobbe ikke lidt for glad ud der...
Efter at have set dette blev vi kørt 5 minutter nordpå til Birkenau-delen, som primært bestod af nogle få renoverede barakker og eller nogle skorstene som stod placeret efter hvor barakkerne havde ligget. Vi fulgte det berømte togspor gennem Birkenau helt ned til enden, hvor ruinerne af de 4 gaskamre lå tilbage.
Tilbage i Krakow skulle vi spise aftensmad på byens brasiliansk restaurant, som lå en kort gåtur fra lejligheden. Ipanema hed restauranten, som var indrettet med rigtige sydamerikanske relikvier. Maden var glimrende, selvom de ikke havde Tiramisu. Og så til den pris.
Tirsdag skulle vi atter tidligt op og ud på tur. Vi havde hjemmefra booket os på en tur til Wieliszka-saltminen, som lå lidt syd for selve Krakow. Vejret var fremragende, så 2½ time i 15 grader under jorden var jo helt perfekt. Efter at have gået ned af en trappeskakt, som ville have taget Vind mindst til 1. maj at bygge ankom vi til de første kamre (trappen ses på billedet skråt herunder). Især kammer 11 var interessant, da det var her SS… glem det. Der var mange smukke kamre, men især skal vel fremhæves det store kapel,
som minearbejderne selv havde bygget udelukkende i salt. Desuden skal fremhæves nogle af de trappegange vi gik på, som skulle minde om et eller andet fra Gary Potter ifølge kendere. Tilbage i Krakow nød vi den sidste eftermiddag og aften med en tur på Restaurant Szara på den store plads Rynek Glowny, som i øvrigt skulle være Europas største (200x200 meter). Vi fik anvist et bord udenfor, og kastede os straks over menukortet. Alt så lækkert ud, og denne gang lykkedes det os alle at vælge noget lækkert. Stan og Ask fik nogle fint anrettede små stykker laks med lidt sauce til. Bolivia fik en stor klatkage ved navn Raraka. Jobbe fik Gazpacho, som vidst også smagte ham. Til hovedret havde han valgt Veal Sweatbread med Dijon- og Portvinssauce med hvidløgsmarinerede kartofler til. Jobbe og portvin er som jøder og renter, uadskillelige. Stan og Bolivia bestilte Tournedos Café de Paris med rødvinssauce, bacon, champignoner og marinerede løg. Ask havde valgt Lammelåret (altså til middag) med hvidløgsmarinerede kartofler. Igen var det hele perfekt. Til dessert spiste Stan Tiramisu, som han var så begejstret for, at han på stående fod ikke aner om de andre også fik noget og i givet fald hvad. Men til bestilte han en Caffe Latte og en Baileys med knust is. Bolivia og Ask bestilte vistnok også en Baileys og Jobbe fik en kop kaffe og en Johnny Walker Red Label. Det skal måske lige nævnes at der blev drukket hvidvin til forretten (Stan og Ask) og rødvin til hovedretten. Aftenen blev rundet af med en Johnny Walker Gold (Jobbe og Stan). Regningen var helt igennem rimelig, alt taget i betragtning. Fremragende sted og en helt fænomenal tjener, som kunne huske alt, og som var utroligt opmærksom. Hvilket leder mig hen på en lille forglemmelse. Lige efter hjemkomsten fra minen spiste vi frokost på en restaurant, som lå ved foden af det gamle kongeslot. Hvis man ser bort fra den polsk-tyske umba-umba musik, som i en sidebemærkning måske skal siges ikke var Bolivias favoritmusik, så så det hele fint ud. Tjeneren tog imod vores ordre helt uden at fnise eller noget. Lidt efter kom hun dog ind for at høre om Jobbes hovedret skulle været Medium eller Red, hvilket bekymrede Jobbe en del, da han havde bestilt fisk. Efter at have forklaret hende grundigt at det var Salmon og ikke argentinasteak han havde bestilt gik der blot 15 minutter og vupti, så kom hans argentinasteak. Mens vi andre spiste vores hovedret (Ask og Bolivia spiste en salat, mens Stan fik en formidabel kartoffelpandekage med kødfyld) måtte Jobbe vente på sin rigtige hovedret, som det kun ville tage 2 sekunder at lave. I de 20 minutters venten kunne Jobbe more sig over vores tjener, som brillerede i at åbne sodavandene ved bordet med kapsler dansende henover dette til følge. Hun undskyldte fnisende og sagde at hun havde haft en meget stresset dag. At restauranten næsten lige var åbnet og hun kun havde et bord ud over vores skal så ikke nævnes her. Vi endte med at give gode drikkepenge i håb om at hun ville fortsætte underholdningen i mange år fremover.
Onsdag stod den på en omgang brunch oppe på Rynek Glowny. Tjeneren blev dybt chokeret, da vi spurgte om vi ikke også kunne få nogle tallerkner til vores skåle med morgenmad. Han var vist mere optaget af at flirte med de unge luderlignende tjenerinder, som vist brugte mere tid på at sidde i indgangspartiet og fremvisse det selv samme end på at betjene. Vi hentede vores kufferter og tog toget fra banegården i Krakow (ikke pga. luderne, men bare fordi vi skulle).
Det skulle hurtigt visse sig at 1. Klasse i Polen åbenbart er nogenlunde svarende til 1965 i Danmark. Gamle kupéer med minimal aircondition og et vindue som skulle åbnes med nøgle. Tilgengæld var der en fremragende restaurant ombord, hvor kokken/kioskpasseren/ekskommunisten ikke fattede en brik andet end polsk. Vi endte dog med at få 4 af de 3 gange plastikudpakkede frankfurtere som vi bestilte. Mmmh, fantastisk mad, som det tydeligvis fremgår af billedet her til højre..
På turen valgte Bolivia at live lidt op i det hele, ved at forhøre Jobbe om hans vaner indenfor onani i sokker. Hun har siden påstået at hun ville spørge om hans sokker var gode at ånde igennem, men hvem tror dog på sådan en røverhistorie.
Ankommet (lettere chokerede) i Warszawa (et bynavn der kan skrives selvom man har spildt cola i højre side af tastaturet) tog vi en taxa til deres gamle torv, hvor kontoret lå. Her fik vi udleveret en nøgle til lejligheden, som lå tæt på torvet, men noget dårligere end den i Krakow. Lejligheden havde lige det højst nødvendige. Fjernsynet var ikke meget bedre end i Krakow, til gengæld var vandet rødt og enten brandvarmt eller iskoldt. Der kom en håndværker for at lave det, men han kunne også kun polsk, og var tydeligvis ikke vant til at arbejde med noget så højteknologisk som en massagebruser. Vandet blev dog næsten rent og det lykkedes ham at stille den til konstant småkoldt.
-Ask ved undennævnte restaurant
Vi indtog aftensmaden på en restaurant foran kongeslottet. Klog af skade, næh, vi prøvede igen. Og maden var da også helt igennem middelmådig, grænsende til det landelige. Masser af kål og rødbeder.
Torsdag valgte vi at gå ud for at se lidt på byen. Vi fik set byen lidt fra oven i kammerat Stalins Kulturpalads. God udsigt, men ellers ikke det store at berette. Sørgeligt som kapitalismen har lagt et kvælende glaslåg over denne smukke betonblomst.
Herefter indtog vi frokosten på Don Corleone, hvor Jobbe straks faldt ind
i miljøet og vistnok modtog indtil en til to ordre på likvideringer i nærområdet.Typisk italiensk mad, meget mættende, men ikke specielt udfordrende. På tilbagevejen powershoppede vi i C&A og H&M (der var ikke flere butikker med to bogstaver bundet sammen af et ogtegn, så det blev ved det). Hjemme i lejligheden besluttede vi os for at vi skulle prøve at spise noget fusionsmad. Valget faldt på Sense, som lå nær ved gangsterrestauranten fra frokosten. Maden var noget speciel, og jeg vil helst sige mig fri for til fulde at beskrive hvad vi fik. Men min ret bestod at en oksemørbradsmedaljon med blåskimmelost smeltet ovenpå.
Denne hvilede på en oversize kartoffelrösti blandet op med zucchini og rødløgskompot. Yderst velsmagende, måske dominerede osten lige en kende for meget (retten kan ses til venstre). Til dessert fik Jobbe og jeg kokosis med kokosristede bananer og ananas. Yderst delikat og interessant nuancer på smagspaletten (jeg har lige læst Politikens madanmeldelser, hvis noget skulle være i tvivl).
Aftenen blev sluttet af på Foksal 19, hvor vi nød vores gratis drink og derefter skred på typisk dansk ragetilsig mentalitet.
Fredag skulle vi flyve til Budapest med det fesne flyselskab W!zz-air. Der var unummererede placering i flyet, hvilket virkede unødigt stupidt, hvilket stupide ting har det med at gøre. Flyet blev 40 minutter forsinket, men vel ankommet i Ferihegy lufthavnen i Budapest blev vi modtaget af en yderst engelskkyndig chauffør/lejlighedsejer, som kørte os til vores lejlighed, og undervejs kom med gode idéer til hvor man kunne spise, hvor der var interessante ting, som turister måske ikke kendte noget til. Lejligheden var et niveau over de 2 i Polen. 2 dobbeltværelser, 1 badeværelse, 1 toilet, en stue og et køkken. Vi gik straks i gang med at prøve at finde Bombay Palace, men dette var som sunket i jorden. I stedet valgte vi at spise på et sted på Andrassy Ut som hed Wallstreet. Ask, Bolivia og Stan fik alle tre fremragende hovedretter, flot anrettet og appetitligt udseende. Jobbe, som havde valgt den dyreste ret, fik en kalvefiskefilet med kartofler og intet andet. Han fik så noget af Stans sovs, hvilket ikke gjorde retten meget bedre. Desserten var straks lidt bedre, men alt i alt en blandet oplevelse. Herefter tog vi tilbage til lejligheden og drak en enkelt øl før sengetid.
Lørdag tog vi på frokosttur på Donau. Frokosten bestod af Løgsuppe, Kyllingefilet med kartofler og sovs og dessertbuffet. Hertil vin og kaffe/the. Om eftermiddagen tog Ask, Bolivia og Jobbe i kurbad, mens Stan slappede af og nød stilheden. Om aftenen havde vi reservation på Sir Lancelot. De havde dog smidt reservationen væk, men vi fik et bord i den nye afdeling, som var i 2 plan. Ikke helt så sjovt og festligt som den gamle afdeling, men maden var som sidst. Nabobordet så noget forarget ud over at vi spiste med hagesmæk og fingrene, men det er jo lidt meningen. Da vi blev enige om, at der skulle spises op, blev vi nødt til at spise til vi var på
revnepunktet. Stan kunne næsten ikke gå hjem, men han havde også måttet kæmpe sig gennem næsten en hel skinke. Hjemme blev der spillet kort og drukket nogle øl. Stan måtte dog hurtigt give efter for kødsveden og gå i seng. Til højre ses et billede af det famøse kødfad med konen dybt begravet i kruset. Ak ja, ægteskabets luner.
Næste morgen skulle vi så spise brunch på Hotel Gellert, men det er åbenbart blevet så stor en succes, at man skulle have reserveret bord. I stedet spiste vi på en cafe i centrum, hvorefter vi sightsee’ede lidt. Vi så bland andet den berømte toastcafe. Herefter tog vi en taxa til lufthavnen, hvor der ikke skete det store, bortset fra at Bolivias salat var lige lovlig levende. Sidst skal det nævnes, at vejret under hele rejsen artede sig eksemplarisk, sol om dagen, bortset fra et par få byger, hvilket bare gav anledning til at stoppe ind efter en øl. I Budapest var det op mod 35 grader varmt, hvilket var næsten for meget.
Næste mål er London, denne gang mere end fuldtalligt.
Bolivia, Stan og Jobbe poserer i Krakows pittoreske gademiljø.
Så morer vi os atter, sikkert over en racistisk vits om en af de frafaldne (altså jøderne ikke Vind eller Swottie)
Kender i den om jøden, homoen og radikaleren i Auschwitz.
Endnu en sæson i de nedre regioner?
Gary Potters trapper
Jobbe i "Harzen-rejse 1952-reklame" mode. De lokale undres.
Ingen onanerer i mine sokker 2 gange, capiche
Bolivia nyder kameraet, mens de gamle nyder musikken
Jobbes fusionshovedret. Noget Kylling med krabbefyld og risfallos
Vi skulle nok have ryddet op før vi forlod Warszawa
Er det grå hår eller?
Stan i "Kampen for det tomme fad"
Jobbe har fanget et stykke kød helt selv
Parret glade for at være sluppet ud af Birkenau. Jøder på vej ind...
Jobbe i, øhh, tjahh, bum-bum, siger billedet ikke alt
Indsæt kommentar her
Brækvask på Restaurant Fnis
Her blev Warszawapagten underskrevet. Lig mærke til diplomatbilen i forgrunden. Fremragende fotokunst.
Adresse (
