På billedet til venstre kan man se Jobbe i sin sædvanlige belærende positur. Han er tydeligvis igang med at gennemgå reglementet, som skal følges i tilfælde af brand. I baggrunden ses Sluttie og Vind, som åbenbart morer sig over gamlingens nedladenhed.Vel ankommet til Budapest checkede vi ind på Hotel Fortuna, som lå lidt uden for centrum. Det var et 3-stjernet hotel/hostel. Vi skulle bo i hoteldelen, da vi havde ofret 180 kr. per person per dag, hvilket er mucho forintos.
Her ser vi et billede af Hotellet udefra. Det ser måske ikke ud af så meget, men hvad det manglede i luksus, beliggenhed, service og størrelse havde det i rural charme og en overbelastet receptionist.
På dette billede kan man se receptionen og "baren". Desværre kan man ikke se receptionisten, men hun eksisterer. Lige til højre for det man kan se på billedet, sad vi mangt en aften og spillede Uno og drak billige ungarnske øl. Især Dreher røg ned i store mængder.
Etiketten til venstre stammer fra en original ungarnsk Dreher.
Mere end noget andet, så var det sightseeing der betegnede den ferie. Jobbe havde advaret "Stan-Plan"-jomfruerne, men de valgte at lade hans plan styre den overordnede sightseeingrækkefølge.
Blandt de ting der bare skulle ses, var selvfølgelig Chain Bridge, det gamle kongeslot, Donau, Parlamentet og så en park fyldt med statuer fra dengang Ungarn var kommunistisk.
Herunder kan ses et billede af Chain Bridge, som er Budapests vartegn sammen med kongeslottet, som også kan ses på Budabjerget i baggrunden.
Cirka halvejs gennem ferien tog vi en pludselig beslutning. Vi skulle på badeferie ved Balatonsøen. som ligger et par hundrede kilometer fra Budapest. Vi fik lejet en minivan og afsted vi var. Vel ankommet til Siofok (nej, det er ikke et sjofelt ordspil), skulle vi finde et hotel, og helst et direkte ned til søen.
Vi fandt et hotel med den perfekte beliggenhed, og så er alt godt vist også sagt om Hotel Part. Her ses et dobbeltværelse i bedste missions- hotelstil. Der var balkon med søkig, og badeværelse med gulv der ledte vandet væk fra afløbet.
Om dagen badede vi i Balaton. Det vil sige alle pånær Sluttie, som snublede over Ungarns Loch Ness uhyre, en ca 12 cm lang regnorm.
Om aftenen spiste vi på en italiensk restaurant inde i Siofok Downtown. Maden var okay, men ikke mere end det.
Senere på aftenen satte vi os ved et bord med bænke nedenfor Hotel Part. Her drak vi os halvsnaldrede og spillede noget fodbold og Uno. Vi larmede vist en del. Husker ihvertfald en italiener, som brokkede sig gentagne gange. Og han havde åbenbart kontakt til de højere magter, da et voldsomt tordenvejr brød ud, så vi måtte rykke ind under et halvtag. Tordenvejret virkede dog mest som et smukt baggrundsbillede til vores kortenspil.
Tilbage i Budapest kastede vi os ud i en sand rutchetur af forskelligartede oplevelser rent kulinarisk. Hvem glemmer caféen, som kun kunne lave en toast per halve time, og så bestod den af 2 stykker brændt toast med tun/mayonnaise imellem. Servicen var så dårlig, at vi trak de allerede iberegnede standarddrikkepenge fra.
Tror der går lang tid før nogen af os glemmer den New Yorker Style restaurant ved navn Tom George, som vi mente ville være en bedre oplevelse. Tjeneren var så åndsforsnottet dum, at han lod som om han forstod hvad vi sagde, hvilket gjorde at vi endte med at sidde med samtlige forretter og hovedretter ved vores lille runde bord. Da han, aldeles opgivende, spurgte om vi ville se dessertkortet, kom der et rungende "NOOO" fra samtlige rejseholdsdeltagere. Det var åbenbart så tydeligt, at han forstod det. Forhåbentlig forstod han også, hvorfor han fik 3 øre i drikkepenge.
Nu skal det hele jo ikke ende i restaurantbrok, så derfor er restaurant Sir Lancelot gemt til sidst. Vi havde set den reklamere i adskillige turistbrochurer, så vi tænkte at det jo ikke kunne gå værre end de forudgående eksempler.
Ved ankomsten til restauranten ligger man mærke til en stor middelalderagtig stenstatue opad muren foran restauranten. Da vi kom ned i restauranten og kort efter blev vist hen til et langbord, så vi hvor gennemført den var. Våben på væggene, dyster belysning, dæmpet lutmusik i baggrunden og udklædte tjenere. Drikkevarerne blev serveret i lerkrus, hvoraf enkelte idag udstilles i Brønshøj og Nordvest.
På billedet til højre kan man se holdet godt igang med at fråde mad fra den træbåre, som sammen med hagesmækkerne øgede autenciteten.
Vind blev desuden adlet efter at have vundet over en tjener i at lægge arm.
Da vi var fuldstændig færdige med at spise og den sidste dråbe portvin var klemt ned, skulle vi betale. Tror vi kom til at lægge så mange drikkepenge, at vi har betalt tjenerens løn i flere dage.
Det samme skete på en anden restaurant vi besøgte. Den lå på en af de fastsurrede flodpramme, som præger Donaus Pestside. Tjeneren talte perfekt engelsk, maden var god og humøret var højt, så drikkepengene endte med at blive lidt voldsomme. Dette skyldes nok at vi tidligere på dagen havde været på føromtalte "tunsandwich"-hul.
Den sidste restaurant, som skal nævnes i denne forbindelse, er Bombay Palace, hvor vi mødte op en time før lukketid, godt snaldrede og hundesultne. Maden var helt fantastisk og tjenerne var overdrevent høflige. I entréen hang der billeder af Bill Clinton, taget da han spiste på restauranten.
I lufthavnen på vej hjem, blev Stan slæbt væk af to store uniformerede betjente. Stor var skuffelsen, da den pistol de ville se, lå i hans kuffert. Det var en antik attrap, så han fik lov til at slippe. Resten af hjemturen gik glimrende og vi ankom planmæssigt til Kastrup sidst på eftermiddagen.
PS: Nagyvárad Tér, Klinikák, Kálvin Tér, Deák Ferenc Tér, Nyugati Pályaudvar, Hozsu Kávé
Til Stan: en udsøgt hjemmeside De har formået at stable på benene. Den skal nok blive en succes!
Hilsen Vind og Sluttie
Ingen kommentarer:
Send en kommentar